Hvad er du værd? - om at gøre ethvert bidrag op i kroner

Jeg plejer at sige, at jeg ikke tror på kapitalisme, for ifølge kapitalismen kan jeg ikke betale mig. 
Underforstået: Det koster mere at holde mig i live og hjælpe mig på wc, end jeg på nogen måde ville kunne levere i form af traditionelt lønarbejde.

Og det gælder faktisk en del af os. I en tid, hvor mantraet er, at alle skal arbejde mere, regnes vi for en byrde og en dårlig investering. Det har jeg skrevet en blog om.



Hvad er du værd?

Under mottoet ”alle skal arbejde” bevæger vi os mod et samfund, hvor menneskeværd og rettigheder kun er for dem, der kan klare sig selv.


Socialdemokraterne vil have flygtninge i arbejde fra dag ét, uanset hvilke traumer og sygdomme de har med i bagagen.

Aarhus kommune vil kun betale for skolegang til de børn med handikap, som forventes at kunne udvikle sig betydeligt Som måske, hvem ved, en gang vil kunne arbejde og klare sig selv.

Dansk Arbejdsgiverforening, CEPOS og de borgerlige partier vil trække børnepenge fra kontanthjælpsmodtagere og skære 4000 kr. i førtidspensionen, for at det bedre skal kunne ”betale sig at arbejde”.

Samme tankegang lå til grund for reformen af fleksjob, som også Socialdemokraterne og SF lagde stemmer til. 

Myten er, at alle kan arbejde – hvis de gider
Tendensen på tværs af partier er klar: Det ultimative mål er, at alle i Danmark skal arbejde, og ideen er, at alle kan arbejde, hvis bare nogen svinger en motiverende økonomisk pisk over ryggen på dem. De få, som pisken ikke virker på? - De er ikke værd at investere i.

Det første – ønsket om, at alle død og pine skal ud på arbejdsmarkedet – er absurd med tanke på, at der aktuelt mangler job at få. De job dukker ikke op på magisk vis, bare fordi vi tager kontanthjælpen fra flygtninge, pensionen fra kronisk syge eller SU’en fra studerende. Det eneste, der kommer ud af dén model, er flere i arbejdsløshedskøen.

Det andet – forestillingen om, at alle kan arbejde, hvis de gider, og ”det kan betale sig” – er endnu mere absurd. Man kan selvsagt ikke arbejde, motivation eller ej, hvis der ikke er ledige job. Man kan heller ikke arbejde, hvis ens krop eller psyke umuliggør det. Tror man, at et økonomisk incitament kurerer skizofreni eller sklerose?

At bruge økonomisk incitament på arbejdsløse, når der mangler job, eller på mennesker med handikap eller kroniske sygdomme i det hele taget, får ikke flere i arbejde. Det gør kun flere fattigere.

Dem, det ikke er værd at investere i
Dem, som pisken ikke virker på – fordi der mangler job, fordi de er for syge, for hjemløse eller bare for gamle; de betaler en meget høj pris for at holde liv i mantraet om, at eneste måde at bidrage på i Danmark er ved at arbejde.

De må finde sig i at blive omtalt som ”dovne”, som ”gøgeunger”, som ”nassere” og som ”ældrebyrde”. De må finde sig i, at deres basale behov kommer i anden række i forhold til at belønne de heldige, der kan og har arbejde.

Helle Thorning har lige fastslået, at vi ikke kan gøre noget ved, at 20-30 ældre må deles om én nattevagt på plejehjemmene i de fleste af vores kommuner. Vi vil heller ikke skrive FN’s handikapkonvention ind i vores lovgivning, så danskere med handikap får rettigheder. Og vi vil slet ikke forlænge dagpengeperioden.

Det koster jo penge – og de penge er gået til skattelettelser til virksomheder og folk i arbejde. Med andre ord til dem, der i forvejen klarer sig selv.

Lige nu har arbejdsløse, studerende, ældre, syge og borgere med handikap altså noget til fælles: Vi regnes for en byrde, et minus på bundlinjen, en dårlig investering, der ikke giver afkast.

Vores fællesskab må ikke kun være et arbejdsfællesskab
Der er åbenlyst andre måder at bidrage på end ved at arbejde for hård valuta.

Min ven Peter, der har muskelsvind i en grad, så han ikke engang kan klø sig på hagen, kommer aldrig til at arbejde. Men hans støtte betyder, at jeg kom igennem mit speciale og i dag har arbejde.

Min farmor har aldrig har fået løn i traditionel forstand, men har arbejdet hele livet. Blandt andet med at passe min lillebror og mig, når vi var syge, således at vores forældre kunne passe deres arbejde.

Begge dele er værdifulde bidrag til samfundsøkonomien. De er bare ikke så lette at gøre op i kroner og øre.

Men skal det at bidrage overhovedet være målestokken for, om man er værd at investere i? Om man får lov at være ”en del af fællesskabet”, som regeringen så smukt kaldte det i sin reform af fleksjob og førtidspension? Det er et samfund med det udgangspunkt, vi er på vej imod. Men er det sådan et samfund, vi ønsker os?

Hvis ikke, så skal vi til at skifte kurs i en rygende fart.

Vi skal holde op med at skattebelønne på baggrund af, om folk arbejder. Vi skal tænke bidrag på en helt anden måde. Vi skal skabe et fællesskab, hvor adgangsbilletten ikke er et job, men selve det at være menneske.