Mutant, cyborg, freak - and PROUD!

Jeg er mutant, cyborg, freak.... NOW HEAR ME ROAR!

Min deltagelse i X Factor har ført til mange dejlige reaktioner og møder med nye mennesker - men også til et lidt trættende fokus på mit handikap i sociale medier og kulørte formiddagsblade. I den ene ende er der folk, der mener, at jeg kun er med af medlidenhed som følge af muskelsvind. I den anden ende er folk, der mener, at kun er med på grund af fetichering og fascination af min muskelsvind. I begge tilfælde er der konsensus om, at muskelsvind, kørestol og respirator i fokus er en dårlig ting.

Men kan man ikke være glad for sin krop og sine maskiner, så medlidenhed er helt malplaceret?
Kan man ikke bruge den krop og de maskiner til det yderste, uden at det bliver lig med fetichering?
Kan man ikke være stolt af at være lige præcis sig selv - også når man har en gendefekt, maskiner og er alt andet end heteroseksuel?

De overvejelser mindede mig om en serie tegninger, jeg lavede for lang tid siden, men aldrig publicerede. Ideen var, at de skulle sættes op på en plakat med en tekst a la "Jeg er mutant, cyborg, freak - now hear me roar!". Layouten drillede, så det skete aldrig. Men her har i tegningerne:


I am a mutant.

 I am a cyborg.

I am a freak.

NOW HEAR ME ROAR!!!