The constitutional right to bear straws!

Jeg tegnede egentlig den her til mine amerikanske venner med muskelsvind, da staterne forbød plastiksugerør tilbage i 2019. I mellemtiden er den så også blevet relevant hos os.  


Selvfølgelig skal vi passe på havet - men vi skal også passe på ikke at gøre verden endnu mere utilgængelige for mennesker med handikap, end den er i forvejen. 

I den forbindelse er det værd at bemærke, at lige præcis plastiksugerør udgør en forsvindende lille del af alt det affald, der truer havets dyr. Mere end tre fjerdedele af plastik-møget i bølgerne kommer fra fiskeri, men det rører ingen ved, fordi industrilobbyister. 

Så er det lettere at symbol-forbyde plastiksugerør, som for nogle mennesker er cirka eneste måde at drikke på. 

Nej, man kan ikke bare bruge metal eller glas eller jern eller bambus eller papir eller bionedbrydelige alternativer, med mindre man er én af de privilegerede, der kun bruger sugerør for sjov. 

  • Hvis man fx har CP eller svært ved at styre munden efter en hjerneskade, så kan man tygge sine tænder og mund i stykker på glas, træ, metal og andre hårde sugerør. 
  • Hvis man har ringe synkekontrol, er både glas (som kan gå i skår) og papirsugerør farlige, for de går i opløsning, og man kan få stykkerne galt i halsen. 
  • Hvis man har muskelsvind eller er lam i sine rygmuskler, så man sidder tilbagelænet eller er sengeliggende, så kan man slet ikke bruge sugerør uden flexible knæk, fordi man ikke kan læne sig ind over glasset. 
  • Hvis man drikker noget som helst varmt, så smelter de bionedbrydelige sugerør.
  • Og hvis man i forvejen bruger to timer på at komme ud og er blevet skåret i hjælperordning, så er det bare lige den ekstra dråbe oven i selv at skulle sørge for at tage et nyt og friskt genbrugs-gummi-sugerør med, som man mangler hjælp til at tage op af tasken og vaske både før og efter. 

At forbyde plastiksugerør, før der er fundet et reelt alternativ for den udsatte gruppe, der virkelig har brug for dem - det er reelt et angreb på mennesker med handikap, som ikke engang synderligt hjælper havskildpadder og fisk. Det hjælper højst på nogle privilegerede menneskers dårlige samvittighed. Endda på en måde, der gør, at man i øvrigt ikke behøver ændre sine livs- og forbrugsvaner. Så bliver grøn handling ikke nemmere!