Jeg har i dagens Information nedenstående anmeldelse af en udstilling, som Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) har lavet for at sætte fokus på handikap og seksualitet.
Se også mit eget tegnede bud på, hvordan man alternativt kunne lave sådan en udstilling...
Krøbling, kend din krop
Hvornår dyrkede du sidst sex med én, der har et handicap? Hvornår så du sidst en krop med skavanker uden en trævl på? Det sidste giver Sammenslutningen af Unge Med Handicap mulighed for via fotoudstillingen ’LigeLyst’
Fotografier af nøgne unge med fysiske handicap som f.eks. en uudviklet armstump og lamme ben kan opleves i Handicaporganisationers Hus på udstillingen LigeLyst og på ligelyst.dk. Målet er at »stille skarpt på de fordomme og de spørgsmål, som mange både med og uden handicap går og tænker over«.
Midlet er 11 modeller med forskellige diagnoser foreviget på intim og afklædt vis af fotograf Maria Fonfara, der tidligere har gjort sig bemærket med fotoskildringer af ældres seksualitet.
Respekt til modellerne, der stiller sig til skue med hud og hår. Det havde jeg, der selv er født med muskelsvind og sidder i kørestol, aldrig turdet.
Heldigvis er portrætterne på LigeLyst-udstillingen kendetegnet af blødt lys og nænsom realisme, der gør det svært at opfatte de unge modeller som andet end smukke. Og dén sammenstilling – skønhed og handicap – er faktisk i sig selv revolutionerende i dansk kontekst, hvor de mest handicapbegejstrede kunstnere er f.eks. Michael Kvium med hans malerier af krøblinge og Lars von Trier med karakterer som Lillebror med Downs syndrom fra Riget.
Smukt, men ikke saftigtDerimod er der ikke meget ’kom og tag mig’ over modellerne. Alle på nær to er fotograferet alene, de fleste med bortvendt blik, der snarere siger: »Kom og betragt mig på sikker afstand.«
Billedteksterne gør ikke indtrykket mere saftigt. Der er mere medicinsk opslagsbog end erotika over teksterne, selv når emnet er sex.
Om en ung mand med lammelser får vi at vide, at »Lasse kan sagtens få erektion, men det kan godt tage lidt længere tid at få sædafgang efter sygdommen«.
Jeg kan godt forstå behovet for gøre op med myten om, at lam er lig med impotent. Men at gå i detaljer om en lam persons sædafgang tangerer dyneløfteri, som ingen ville udsætte en kropskapabel model for: »Helena Christensen er længe om at få orgasme, især i missionærstilling.«
Det spiller ligesom ikke, vel?
Grænseoverskridende
Hvorfor skal vi have udpenslet intime detaljer om specifikt unge med et handicap? Det forudsætter i hvert fald, at Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) opererer med to entydige grupper: de handicappede og de kropskapable. De to grupper har forskellige interesser, forstår jeg på SUMH’s kampagneansvarlige, Tina Langerskov Buchhave, der har haft unge henholdsvis med og uden handicap i fokusgrupper.
Første gruppe ønskede ikke, at LigeLyst skulle begynde med Adam og Eva og gå i alle detaljer. Sidstnævnte gruppe var derimod særligt interesseret i, hvordan sex trods et handicap teknisk lader sig gøre.
De færdige tekster indikerer, at selv handicaporganisationen SUMH har prioriteret de kropskapable på bekostning af dem, der som jeg har en diagnose. Vi må forklare os selv og vores afvigelser. Vi må kort sagt smide kludene for flertallet og stille op til Spørge-Jørgen med enhver, der gider at lege. Den leg er både trættende, fremmedgørende og aldeles uegnet som forspil. For når en debat eller fotoudstilling begynder og ender med de diagnoser, der gør nogen af os anderledes end flertallet, når vi aldrig til at tale om de ting, vi har til fælles uanset handicap.
Og vi når slet ikke til at tale om det faktum, at det såkaldt normale flertal har kæmpe indflydelse på minoriteters virkelighed: at tilværelsen for os med handicap er uløseligt forbundet med de kropskapables adfærd.
Mit handicap sidder i dit hoved
Skal man tro LigeLyst, så giver rammerne for mit sexliv sig selv, hvis blot man kender min krøblingekrop.
Men når jeg på en bar oftere bliver spurgt om min diagnose end om mit telefonnummer – endda før der er spurgt om mit navn! – så er det ikke min kørestol, men andres enøjede fokus på den, der besværliggør min jagt på sex.
Og når jeg oplever, at en online datingkorrespondance brat ophører, når snart jeg nævner ordet "muskelsvind", så har mit seksuelle problem intet med min krop at gøre, for den har jeg slet ikke nået at fremvise.
Mit problem har derimod alt med handicap at gøre. Nemlig med det handicap, der befinder sig i ganske mange andre menneskers hoveder og gør dem blinde for en selvfølgelighed: At alle med en krop kan dyrke sex!
For mit vedkommende kan jeg bruge både mine hænder, min mund og min kreativitet. Men ligesom de fleste uden diagnose mener jeg, at den nøgne sandhed om mig, og hvordan jeg ’gør det’, kun kommer dem ved, der har intentioner om at gøre det med mig.
De kan i så fald forvente, at vores første forsøg bliver akavet – fordi det at stifte famlende bekendtskab med en fremmed krop generelt er akavet – muskelsvind eller ej.
Handicap er et grundvilkår
Jeg er ikke enig med SUMH i, at det er vigtigt at spørge til, hvordan særligt kroppe med handicap konkret fungerer og ser ud.
Og jeg er decideret uenig i, at det nedbryder fordomme at besvare diverse spørgsmål ved at afklæde unge med en diagnose. For dermed bliver budskabet til beskueren, intentionelt eller ej, at en diagnose er både årsagen til og forklaringen på udfordringerne i disse unges sexliv, mens omverdenen er fritaget for medansvar.
Ærlig talt bekymrer det mig, at udstillingen LigeLyst skal gæste 24 gymnasier, for dét budskab rokker ikke ved mange fordomme.
Langt federe havde det været, hvis LigeLyst havde besvaret sine spørgsmål ved at opstille et par spejle. For det havde gjort op med en virkelig central fordom: at kun vi med en diagnose har begrænsninger i sengen.
I virkeligheden er det jo sådan, at alles kroppe har fysiske og seksuelle begrænsninger! Nogle kan ikke tage kæresten stående op ad en væg, fordi de er lamme i benene. Andre mister pusten, når de har næse og mund begravet i kærestens køn, hvorimod os med respirator kan blive ved for evigt, fordi vi får luften leveret gennem et hul i halsen. Atter andre kan ikke levere analsex, simpelthen fordi det ikke siger dem spor.
Begrænsninger – handicap, om man vil – er reelt et grundvilkår ved det at være menneske og altså ikke noget, der bør skille os. Det faktum fortrænger LigeLyst og alle mine frafaldne onlinedates, når de stirrer sig blinde på diagnoser. Og det er ærgerligt, for på den måde går vi alle sammen glip af seksuelle muligheder.
Vist kan handicap gøre sex akavet, men også overraskende og sjovt, når en unik krop skal udforskes. Det kræver blot, at vi tør kaste os ud i det seksuelle, når vi møder et menneske med andre begrænsninger end dem, vi kender fra egen krop. Hvilket bringer mig til det afgørende spørgsmål, som LigeLyst ikke vover at stille: Tør du?
’LigeLyst’ kan ses i Handicaporganisationernes Hus frem til 17. januar. Derefter på forskellige gymnasier landet over.
Se også mit eget tegnede bud på, hvordan man alternativt kunne lave sådan en udstilling...
Krøbling, kend din krop
Hvornår dyrkede du sidst sex med én, der har et handicap? Hvornår så du sidst en krop med skavanker uden en trævl på? Det sidste giver Sammenslutningen af Unge Med Handicap mulighed for via fotoudstillingen ’LigeLyst’
Fotografier af nøgne unge med fysiske handicap som f.eks. en uudviklet armstump og lamme ben kan opleves i Handicaporganisationers Hus på udstillingen LigeLyst og på ligelyst.dk. Målet er at »stille skarpt på de fordomme og de spørgsmål, som mange både med og uden handicap går og tænker over«.
Midlet er 11 modeller med forskellige diagnoser foreviget på intim og afklædt vis af fotograf Maria Fonfara, der tidligere har gjort sig bemærket med fotoskildringer af ældres seksualitet.
Respekt til modellerne, der stiller sig til skue med hud og hår. Det havde jeg, der selv er født med muskelsvind og sidder i kørestol, aldrig turdet.
Heldigvis er portrætterne på LigeLyst-udstillingen kendetegnet af blødt lys og nænsom realisme, der gør det svært at opfatte de unge modeller som andet end smukke. Og dén sammenstilling – skønhed og handicap – er faktisk i sig selv revolutionerende i dansk kontekst, hvor de mest handicapbegejstrede kunstnere er f.eks. Michael Kvium med hans malerier af krøblinge og Lars von Trier med karakterer som Lillebror med Downs syndrom fra Riget.
Smukt, men ikke saftigtDerimod er der ikke meget ’kom og tag mig’ over modellerne. Alle på nær to er fotograferet alene, de fleste med bortvendt blik, der snarere siger: »Kom og betragt mig på sikker afstand.«
Billedteksterne gør ikke indtrykket mere saftigt. Der er mere medicinsk opslagsbog end erotika over teksterne, selv når emnet er sex.
Om en ung mand med lammelser får vi at vide, at »Lasse kan sagtens få erektion, men det kan godt tage lidt længere tid at få sædafgang efter sygdommen«.
Jeg kan godt forstå behovet for gøre op med myten om, at lam er lig med impotent. Men at gå i detaljer om en lam persons sædafgang tangerer dyneløfteri, som ingen ville udsætte en kropskapabel model for: »Helena Christensen er længe om at få orgasme, især i missionærstilling.«
Det spiller ligesom ikke, vel?
Grænseoverskridende
Hvorfor skal vi have udpenslet intime detaljer om specifikt unge med et handicap? Det forudsætter i hvert fald, at Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) opererer med to entydige grupper: de handicappede og de kropskapable. De to grupper har forskellige interesser, forstår jeg på SUMH’s kampagneansvarlige, Tina Langerskov Buchhave, der har haft unge henholdsvis med og uden handicap i fokusgrupper.
Første gruppe ønskede ikke, at LigeLyst skulle begynde med Adam og Eva og gå i alle detaljer. Sidstnævnte gruppe var derimod særligt interesseret i, hvordan sex trods et handicap teknisk lader sig gøre.
De færdige tekster indikerer, at selv handicaporganisationen SUMH har prioriteret de kropskapable på bekostning af dem, der som jeg har en diagnose. Vi må forklare os selv og vores afvigelser. Vi må kort sagt smide kludene for flertallet og stille op til Spørge-Jørgen med enhver, der gider at lege. Den leg er både trættende, fremmedgørende og aldeles uegnet som forspil. For når en debat eller fotoudstilling begynder og ender med de diagnoser, der gør nogen af os anderledes end flertallet, når vi aldrig til at tale om de ting, vi har til fælles uanset handicap.
Og vi når slet ikke til at tale om det faktum, at det såkaldt normale flertal har kæmpe indflydelse på minoriteters virkelighed: at tilværelsen for os med handicap er uløseligt forbundet med de kropskapables adfærd.
Mit handicap sidder i dit hoved
Skal man tro LigeLyst, så giver rammerne for mit sexliv sig selv, hvis blot man kender min krøblingekrop.
Men når jeg på en bar oftere bliver spurgt om min diagnose end om mit telefonnummer – endda før der er spurgt om mit navn! – så er det ikke min kørestol, men andres enøjede fokus på den, der besværliggør min jagt på sex.
Og når jeg oplever, at en online datingkorrespondance brat ophører, når snart jeg nævner ordet "muskelsvind", så har mit seksuelle problem intet med min krop at gøre, for den har jeg slet ikke nået at fremvise.
Mit problem har derimod alt med handicap at gøre. Nemlig med det handicap, der befinder sig i ganske mange andre menneskers hoveder og gør dem blinde for en selvfølgelighed: At alle med en krop kan dyrke sex!
For mit vedkommende kan jeg bruge både mine hænder, min mund og min kreativitet. Men ligesom de fleste uden diagnose mener jeg, at den nøgne sandhed om mig, og hvordan jeg ’gør det’, kun kommer dem ved, der har intentioner om at gøre det med mig.
De kan i så fald forvente, at vores første forsøg bliver akavet – fordi det at stifte famlende bekendtskab med en fremmed krop generelt er akavet – muskelsvind eller ej.
Handicap er et grundvilkår
Jeg er ikke enig med SUMH i, at det er vigtigt at spørge til, hvordan særligt kroppe med handicap konkret fungerer og ser ud.
Og jeg er decideret uenig i, at det nedbryder fordomme at besvare diverse spørgsmål ved at afklæde unge med en diagnose. For dermed bliver budskabet til beskueren, intentionelt eller ej, at en diagnose er både årsagen til og forklaringen på udfordringerne i disse unges sexliv, mens omverdenen er fritaget for medansvar.
Ærlig talt bekymrer det mig, at udstillingen LigeLyst skal gæste 24 gymnasier, for dét budskab rokker ikke ved mange fordomme.
Langt federe havde det været, hvis LigeLyst havde besvaret sine spørgsmål ved at opstille et par spejle. For det havde gjort op med en virkelig central fordom: at kun vi med en diagnose har begrænsninger i sengen.
I virkeligheden er det jo sådan, at alles kroppe har fysiske og seksuelle begrænsninger! Nogle kan ikke tage kæresten stående op ad en væg, fordi de er lamme i benene. Andre mister pusten, når de har næse og mund begravet i kærestens køn, hvorimod os med respirator kan blive ved for evigt, fordi vi får luften leveret gennem et hul i halsen. Atter andre kan ikke levere analsex, simpelthen fordi det ikke siger dem spor.
Begrænsninger – handicap, om man vil – er reelt et grundvilkår ved det at være menneske og altså ikke noget, der bør skille os. Det faktum fortrænger LigeLyst og alle mine frafaldne onlinedates, når de stirrer sig blinde på diagnoser. Og det er ærgerligt, for på den måde går vi alle sammen glip af seksuelle muligheder.
Vist kan handicap gøre sex akavet, men også overraskende og sjovt, når en unik krop skal udforskes. Det kræver blot, at vi tør kaste os ud i det seksuelle, når vi møder et menneske med andre begrænsninger end dem, vi kender fra egen krop. Hvilket bringer mig til det afgørende spørgsmål, som LigeLyst ikke vover at stille: Tør du?
’LigeLyst’ kan ses i Handicaporganisationernes Hus frem til 17. januar. Derefter på forskellige gymnasier landet over.