7. apr. 2010

Hold vejret for respiratorpatienterne

Per Clausen og jeg har denne kronik i dagens udgave af Kristeligt Dagblad . Nu krydser vi bare fingre for, at Bertel Haarder giver sig under dagens samråd i Landstingssalen! Og så arbejder vi videre med at forhindre, at regeringen sender penge fra vores fælles, offentlige sygehuse til de privathospitaler, der ikke tager imod alle.

Ventetiden er for lang for respiratorpatienter
 

Ventetiden på Rigshospitalets Respirationscenter Øst er op til 10 måneder, og så længe kan ingen holde vejret, lyder det fra Enhedslistens Per Clausen og respiratorpatient Sarah Glerup

I DANMARK HAR VI RÅD TIL at sørge for, at alle borgere kan trække vejret – også de, der behøver lidt ekstra hjælp til det i form af en respirator. Men i dag er ventetiden på Rigshospitalets Respirationscenter Øst op til 10 måneder, og så længe kan ikke engang perledykkere holde vejret.

I eftermiddag skal sundhedsminister Bertel Haarder (V) i samråd i sagen, og mens vi afventer hans reaktion, er det værd at overveje, hvorfor ingen sundhedsministre har reageret tidligere. Måske skyldes det, at respiratorpatienterne illustrerer bagsiden ved udvidet frit sygehusvalg.

Succeshistorien endte som gyser
Respirationscenter Øst begyndte ellers som del af en succeshistorie. I 1990 besluttede man at samle behandlingen af vejrtrækningsproblemer, der skyldes sjældne handicap, på to højt specialiserede respirationscentre. Det gjorde Danmark til foregangsland inden for hjemmerespiratorbehandling af især mennesker med muskelsvind, der fik udsigt til årtiers ekstra levetid.

Og det er ikke dårlige bonusår lænket til en hospitalsseng, vi taler om. Det kræver en hospitalsindlæggelse at få en respirator tilsluttet, men derefter er den et hjælpemiddel som alle andre. Respiratorbrugere er ikke syge – de kan rejse Jorden rundt, opfostre børn, tage uddannelser, gøre karriere og skrive debatindlæg. Muskelsvindfondens formand, Evald Krog, bruger respirator. Det samme gør en af verdens mest anerkendte astrofysikere, Stephen Hawking. Uden respiratorer var vi altså gået glip af både Grøn Koncert og epokegørende tidsrejseteorier. Det er den slags meningsfyldte liv, som ventelisterne i Østdanmark annullerer flere af om måneden. Her og nu venter omkring 90 mennesker på vejrtrækningshjælp, og en hel del af dem vil få en dødsattest som afslutningen på måneders tiltagende åndenød.

Udvidet frit sygehusvalg gavner ikke alle
MEN VI HAR JO behandlingsgaranti og udvidet frit sygehusvalg, vil nogle nok indvende. Jovist, men ingen af delene kommer respiratorpatienterne til gode. Tværtimod.

Respiratorpatienterne har én og kun én regionsbestemt sygehusafdeling at vælge imellem. Man valgte jo netop at samle ekspertisen i 1990. Og der er intet privat alternativ for patientgruppen, som er for lille og ressourcekrævende til, at privathospitalerne vil røre dem. Derfor kan de ikke gøre brug af det udvidede, frie sygehusvalg, når ventetiden overskrider en måned.

Derimod er de er med til at betale for andre patienters garantier og frie valg. For man aner et link mellem nedprioriteringen af en lille afdeling som Respirationscenter Øst og opprioriteringen af de områder, der er i direkte konkurrence med privathospitalerne som følge af de nye regler.

Hvis det offentlige sundhedsvæsen ikke udfører en knæoperation i tide, risikerer det at miste patienten til det private og skulle betale for behandlingen. Hvis det offentlige ikke uddeler en respirator i tide, står der derimod ingen konkurrenter klar til at tage over. Rent økonomisk giver det altså mening at lade respiratorpatienterne vente, selvom de, i modsætning til knæpatienterne, kan dø af det.

Det er kynisk, men hvis det offentlige sygehusvæsen ikke prioriterede knæoperationer, ville det faktisk også gå ud over respiratorpatienterne. For mens privathospitalerne kan nøjes med at udbyde de behandlinger, der "betaler sig" – det vil primært sige de kirurgiske – så skal de offentlige sygehuse tage imod alle. Hvis de samlet set mister penge, fordi de mister knæpatienter, så betyder det også nedskæringer for respiratorpatienterne.

Små patientgrupper betaler for privatisering
Respiratorpatienterne og andre ikke-indbringende patientgrupper ender altså i en lose-lose-situation på grund af den øgede konkurrence fra privatsygehusene, som behandlingsgarantier og udvidet frit sygehusvalg har forårsaget.

At respiratorsagen er en dårlig reklame for privatisering af sundhedsvæsnet, er måske forklaringen på, at ingen borgerlige sundhedsministre hidtil har grebet ind.

Alle spørgsmål til sagen har udløst samme automatreaktion: at skyde ansvaret over på Region Hovedstaden, der på sin side heller ikke har formået at løfte det. Måske fordi regionernes hospitalsbudgetter simpelthen ikke slår til.

Og mens sagen trækkes i langdrag af diskussioner om ansvarsfordeling, fortsætter respirationsafdelingens patienter med at dø. Det er en ringe trøst for dem, at afdelingen måske får flere ressourcer, når den efter planen flyttes til Glostrup Sygehus om seks-syv år. For hvem kan, muskelsvind eller ej, holde vejret så længe?

Ingen, og derfor håber vi, at sundhedsminister Bertel Haarder vil benytte samrådet til at droppe omsvøbene og skride til handling. For selvfølgelig er det hans ansvar at sørge for, at sundhedsvæsnets overordnede struktur fungerer.

Det gør den tydeligvis ikke, når regionerne ikke formår at sikre deres borgeres allermest basale behov: luft i lungerne.

Per Clausen er sundhedsordfører for Enhedslisten, og Sarah Glerup er respiratorpatient

Ingen kommentarer: