10. sep. 2009

Minoritetsmassakrer på film har konsekvenser

Jeg har en kronik i Politiken i dag. I får den hermed i sin originale version, inden avisredaktionen pillede ved mine mellemrubrikker. Med bonus-links:)

Charlotte (tv.) og Barbara på broen i 'Se min kjole' (Hella Joof 2009)

Minoritetsmassakrer på film har konsekvenser

Siden filmen blev opfundet i 1895, har mange minoriteter måttet lade livet på lærredet. Hella Joofs seneste film, Se min kjole, er et vidnesbyrd om, at filmens udrensningshistorie langt fra er forbi.

Filmen har fået en blandet modtagelse, men én ting var anmelderne enige om: Se min kjole indgyder unge piger håb!

Her burde nogen nok have indskudt, at det kun gælder unge piger, der ikke tilfældigvis har et handicap. For mens incestofre, eks-prostituerede og lesbiske overlever med rimelige tilværelser i udsigt, er selvmord den eneste udvej for Charlotte, der har sklerose.

Det implicitte budskab – at handicap er værre end døden – får politiske konsekvenser for biografgængere med såvel som uden handicap.

Smilet, der stivnede
Ret skal være ret, jeg oplevede også et langt stykke hen ad vejen Se min kjole som en film, der ser lyst på sine hovedpersoners handlemuligheder, selvom Charlotte, Barbara, Nadia og Stefanie alle bærer på tung bagage. Den første gang, vi ser dem samlet, er på et åbent behandlingshjem, hvis beboere mindst har en fortid som misbrugere til fælles.

Selvom personfremstillingen balancerer mellem arketype og kliche, er det umuligt ikke at lade sig rive med af pigernes historier. Særligt fint skildret er forholdet mellem den rapkæftede Charlotte og indesluttede ’cutter’ Barbara: Det slår fra starten gnister mellem de to på grund af Charlottes direkte facon, men i løbet af filmen skifter gnisterne karakter. Det kulminerer en aften på et hotelværelse, hvor en hudløs snak ender med, at pigerne tilbringer natten sammen.

Scenen er måske det fineste, mest troværdige bud på lesbisk forførelse i dansk film overhovedet (der er cirka tre i alt). Reaktionerne var voldsomme blandt de teenagepiger, der omgav mig i Cinemaxx-biografen på Fisketorvet: Adr! Hvor er hun klam! Føj, det gjorde de bare ikke! 
Men jo, det gjorde de, og til min glæde undlader Hella Joof fuldstændig at problematisere pigernes seksualitet. Konklusionen mellem linjerne er befriende – at pigernes begær er så normalt, at der ikke er noget at problematisere.

Mens filmen bidrager positivt til lesbisk medierepræsentation, ser det kulsort ud, hvad mennesker med handicap angår. Både Charlotte og jeg har tilfældigvis et ben i begge lejre, og såvel hendes som mit smil var derfor stivnet, da rulleteksterne satte ind. Mit, fordi mit humør var dalet drastisk, Charlottes, fordi hun var stendød. Kort forinden havde hun delagtiggjort Barbara og publikum i, at hun i sin tid blev sendt på behandlingshjem på grund af et selvmordsforsøg. Charlotte havde nemlig fået konstateret sklerose og ville hellere dø end leve med en sygdom, der med tiden kan medføre handicap.

Det er værd at bemærke, at også Barbara har forsøgt at tage livet af sig. ”Eller var det det, man kalder et råb om hjælp?”, som Charlotte sarkastisk spørger hende i starten af filmen. For Barbara er en belæst pige og burde vide, at hvis man virkelig mener det, skal man ikke skære på tværs af håndledene. Efterhånden som Barbara åbner op, bliver det da også klart, at hun i bund og grund ønsker at leve, og at det kan lade sig gøre at lægge en rædselsfuld barndom bag sig.

Charlottes problem kan derimod ikke løses ved at blive clean eller konfrontere en mor, der har svigtet, og derfor var hendes selvmordsforsøg ikke blot et vildfaret råb om opmærksomhed. Det var gennemtænkt, og det lykkes til sidst.

Selvmord som symptom
Man kan indvende, at det bare er en film, og at al kreativitet bliver kvalt, hvis politisk korrekthed skal diktere, at hovedpersoner med handicaps aldrig må dø.

Til det er der to ting at sige.

For det første optræder lignende dødsfald i utallige andre film, for eksempel den spanske Mit indre hav (2004) og Clint Eastwoods Million Dollar Baby (2005). Se min kjole er altså del af et større mønster, der rækker ud over biograflærredet – det vil jeg straks vende tilbage til.

For det andet er det ikke så meget selvmordet, der er problematisk, men iscenesættelsen af det.

Man kunne sagtens fortælle en historie om Charlotte, der er bange for at få et handicap og tager billetten – ikke fordi det nødvendigvis er en god løsning, men fordi hun fra sin begrænsede synsvinkel ikke kan få øje på andre. Denne udlægning foreslår Hella Joof selv i et interview, som man kan finde på YouTube.

Desværre er der himmelråbende forskel på det, hun siger og i praksis gør i sin film. Her skildres selvmordet entydigt som forløsende: Der er ingen grimme billeder af Charlottes druknedød. Det ene øjeblik står hun på en bro, med Barbaras ordløse forståelse og støttende hænder, det næste øjeblik er hun væk, og Barbara betragter smilende det blikstille vand, mens en popsangerinde på soundtracket forsikrer os, at ”Alt er ro…”

Budskabet er således skåret ud i pap: at Charlotte har det bedre i det hinsides, selvom hun fra begyndelsen var den stærkeste af pigerne og lige har fundet kærligheden i form af Barbara.

At selvmordet kamufleres som happy ending er måske en del af forklaringen på, at ingen af de højrøstede teenagere i Cinemaxx reagerede på det. Men det er foruroligende, at heller ikke én af de anmeldere, der har hyldet filmen for at have ”et stort, varmt hjerte” (Ebbe Iversen i Berlingske Tidene) og for at være ”ren girl-power” (Lindi Winkel på oestrogen.dk), har kommenteret Charlottes selvmord. For den, der tier, må samtykke med den implicitte påstand om, at døden virkelig er det bedste, der kan overgå hende.

Det bliver tydeligt, hvis man forestiller sig, at Charlotte i stedet havde druknet sig, fordi hun var lesbisk. Det ville næppe være gået ubemærket hen, og ingen ville tolke det som en lykkelig slutning, der giver unge piger håb. Snarere ville det antænde en mediedebat om homofobi og diskrimination, så selvmordet blev hævet op over Charlottes personlige plan og placeret i en politisk kontekst.

Og her kommer det større mønster atter ind i billedet: De fleste er klar over, at homoseksuelle liv kan være lige så rige som alle andre. Hvis det er svært at leve som lesbisk, skyldes det altså ydre forhold, som kan ændres ad politisk vej.

Handicap opfattes derimod som en katastrofe værre end døden og et inderligt privat anliggende. For i stedet for at tænke i mangfoldighed, regnes handicap for en objektiv defekt ved det enkelte menneske. Det får to konsekvenser: At livet med et handicap aldrig bliver ligeværdigt (det er jo defekt), og at det virker absurd at sætte det ind i en bredere, politisk kontekst (fejlen sidder i kroppen, ikke i samfundet).

I denne optik er selvmord faktisk eneste udvej for den, der ikke har lyst til at leve et defekt liv. Hvis Charlotte springer ud, fordi hun har sklerose – og ikke på grund af sin seksualitet – kan det regnes for en happy ending.

Filmhistoriens minoritetsmassakrer
Tankegangen er så indgroet, at ingen betvivler den. Kaster man et blik bagud, bliver det imidlertid tydeligt, at vi forveksler tidstypisk vanetænkning med sandhed. Gennem filmhistorien har dødeligheden nemlig været høj blandt mange minoriteter, som vi aldrig i dag ville dømme lig med liv, der ikke er værd at leve.

Inden for den del af filmvidenskab, der beskæftiger sig med repræsentation af etniske minoriteter, støder man for eksempel på begrebet ’den magiske neger’. Det henviser til en etnisk filmkliché i form en sort hjælperkarakter, der gør alt for at fremme den hvide helts projekt inklusiv at sætte livet til.

I vores Obama-æra synes der heldigvis at blive længere mellem denne type dødsfald på film, antageligt fordi ”sort” ikke længere regnes for særlig kontroversielt. Dermed ikke sagt, at etniske minoriteter er blevet fredet – meget tyder på, at ’den magiske neger’ slet og ret har skiftet hudfarve.

Et oplagt nyere eksempel kunne være den afghanske Dr. Yinsen fra blockbusteren Iron Man (2008), der er inspireret af en Marvel-tegneseriefigur. Han og den hvide helt, Stark, bliver holdt fanget af talebankrigere, og da deres flugtplaner afsløres, vinder Yinsen tid for Stark via et kamikaze-angreb på kidnapperne. Her er godt nok tale om martyrdød, ikke selvmord, men pointen er den samme: at Yinsen, der har mistet sin familie og som araber selv er en af ”dem”, alligevel aldrig kan få et godt liv. Han kan allerhøjst sikre Stark et godt liv og sig selv fred, når det koster ham livet.

Der er en snert af ’magisk neger’ (eller måske snarere ’magisk krøbling’) over Charlotte i Se min kjole, idet hendes primære projekt består i at hjælpe sine sklerose-frie veninder videre i deres liv, inden hun dør. Det er Charlottes stædighed, der får Barbara, Nadia og Stefanie til at konfrontere indre og ydre dæmoner og dermed udvikle sig, men Charlotte selv kommer aldrig ud af stedet.

Seksuelle minoriteter har haft særligt ringe overlevelsesodds gennem filmhistorien. Også her er der tegn på bedring, idet Se min kjole og mange andre nyere film ikke længere fremstiller homoseksualitet som en uoprettelig ulykke. Men for bare halvtreds år siden ville ingen have løftet et øjenbryn, hvis Charlotte havde taget billetten, fordi hun var tiltrukket af Barbara.

Det var motivet i klassikeren The Children’s Hour (1961), som mange lesbiske elsker at hade. Her bliver en pigeskoles forstanderinder, spillet af Shirley MacLaine og Audrey Hepburn, anklaget for at være kærester af en utilfreds elev. Selvom anklagen er falsk, får den alvorlige konsekvenser. Forældrene tager deres børn ud af skolen, og Hepburn bliver forladt af sin mandlige forlovede. Værst går det dog ud over MacLaines karakter, Martha, der indser, at der var et gran af sandhed i anklagen: Hun er faktisk forelsket i sin veninde, og så er der ikke andet at gøre end at hænge sig.

Det til trods for, at Hepburn kort forinden har foreslået, at de kan rejse væk sammen og starte på en frisk – fuldstændig parallelt med Barbara, der tilbyder at blive hos Charlotte sklerose eller ej. Men i ingen af filmene regnes tilbudene for holdbare alternativer, for de løser jo ikke Martas og Charlottes respektive ”problemer”, lesbianisme og handicap. Det gør kun selvmordene.

I dokumentarfilmen The Celluloid Closet (1995), der ridser Hollywoods homofilmhistorie op, fortæller Shirley McLaine retrospektivt om sin karakters selvmord i The Children’s Hour. Selvom der er gået mere end tre årtier siden filmens premiere, er skuespillerinden tydeligt berørt og får undervejs tårer i øjnene. “Vi forstod ikke, hvad det var, vi faktisk gjorde,” siger hun alvorligt. ”Nu om dage ville det have skabt ramaskrig – og med rette! (…) Og når man tænker over det… At Martha spillede den scene, og at ingen satte spørgsmålstegn ved dens betydning, eller hvad alternativerne kunne have været… det er fuldstændig ufatteligt.”

Gad vide, om nogen en dag vil sige det samme om Charlotte? Eller om filmfolk og filmfans anno 2043 stadig vil mene, at karakterer med handicap udelukkende kan forløses gennem døden? 

Flertallets politiske sovepude
Minoritetsmassakrer har, som MacLaines tårer antyder, konsekvenser – også selvom de ”kun” finder sted på biograflærredet. De har konsekvenser for alle de mennesker, der bliver passive tilskuere til dem, hvad enten de selv tilhører den udsatte minoritet eller ej.

Jeg selv, der er født lesbisk og med muskelsvind, glædede mig over det seksuelle frisind i Se min kjole, men Charlottes handicap-begrundede selvmord slog mig næsten omkuld. Jeg oplevede det som en så personlig fornærmelse, at den grænser til et overgreb.

Filmen sætter jo spørgsmålstegn ved selve min eksistens! Den antyder, at uanset hvad jeg udretter, uanset menneskerne i mit liv, så vil det altid være defekt, aldrig ligeværdigt. Det er fortvivlende, dybest set handicapfobisk og ret uhyggeligt – for hvilke konsekvenser får det mon for mit ønske om at leve uanset handicap, når alle tilsyneladende sluger Hella Joofs budskab råt?

I hvert fald to.

For det første hæmmer det identifikation mellem mennesker med og uden handicaps. Accepterer man filmens præmis, at livet kun er værd at leve uden sklerose, må man jo samtidig tro på, at mennesker henholdsvis med og uden handicap har helt forskellige tilværelser.

Denne vildfarelse forklarer, hvorfor jeg gang på gang møder såkaldt raske mennesker, der med tårer i øjnene og typisk forhøjet promille betror mig, at det er ”virkelig flot”, at jeg er på bar eller festival ligesom dem. For hvis jeg er radikalt anderledes, bliver det nærmest mirakuløst, at vi skulle kunne lave det samme. Manglen på identifikation forklarer nok også, hvorfor mange vægrer sig ved at ansætte velkvalificerede mennesker med handicaps eller ved lade os indgå i film som andet end sørgelige stakler og selvmordskandidater.

For det andet bekræfter og forstærker Charlottes selvmord opfattelsen af, at handicap er privat og aldeles apolitisk. Selvmordet kan jo kun være den bedste løsning, hvis Charlottes problem alene sidder i hendes krop og ikke kan afhjælpes af det omgivende samfund!

Denne holdning blokerer effektivt for ethvert handicappolitisk fremskridt. Hvis handicap virkelig er enkeltpersoners tragiske skæbne, så fritages alle andre for at bære en del af ansvaret, og så behøver ingen bekymre sig om dårlig kørestolstilgængelighed eller egne fordomme.

Måske er det i virkeligheden dét, filmhistoriens minoritetsmassakrer handler om – at aflive flertallets dårlige samvittighed?

På den måde bliver Charlottes, Marthas og Dr. Yinsens død en sovepude for os alle sammen. Hvis vi vil skabe et samfund med ligeværd og lige muligheder for alle, uanset seksualitet, hudfarve og handicap, er vi nødt til at vågne op.

4 kommentarer:

Femi-fabrikken sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Hanne Toft Christensen sagde ...

Hej Sarah - jeg har netop opdaget din blog, og sad så og læse lidt tilbage i dine indlæg. Derfor kommentar på et ældre indlæg!

Det er skarpt skrevet, og jeg synes måske især at " For i stedet for at tænke i mangfoldighed, regnes handicap for en objektiv defekt ved det enkelte menneske." er en rigtig fed beskrivelse af et forholdsvis almindeligt syn på både personer med handicaps, men også personer, der på anden vis afviger fra den fysiske norm.
Som om at der er en én slags krop, der er værd at have, og at alt andet er en ødelagt og defekt krop.

Fin blog, og fede tegninger!

marie sagde ...

super fed blog - jeg synes det er super relevant at betragte den måde minoriteter fremstilles i forskellige film, især som du eksemplificere, når de fremstilles som uden for det nuværende normative= "sådan kan man ikke leve" eller at det ikke er ideen om det gode liv. det gode liv er efterhånden kun repræsenteret af hvide heteroseksuelle "raske", "sunde" mænd og kvinder (hvor alderen ikke har sat for mange tegn) - det er en vildt homogen masse af mennesker man f.eks. ser i fjernsynet, med mindre det er et program om de der stikker uden for det normative der ofte ligner eksotisk socialsafari eller "tænk at man kan leve sådan-program". hvor er de transeksuelle, kvinder der bærer tørklæde, dansk-afrikanske, folk med handicap, mennesker med psykiske lidelser, sygdomssurvivorer, bare for at nævne nogle minoriteter.
jeg er skidetræt af at se på hvide karriere crossfittere i deres "bedste alder". sådan er alle mennesker ikke, sådan kan alle mennesker ikke blive. det er hamrende eksluderende.

jeg giver dig ret i nogle medier fremstiller minoriteter som ofre (og med utænkelige liv, eks. at have sklerose), men også at medierne har alt for meget fokus på det perfekte (hvilket for nogle er økonomisk lukrativt)

marie sagde ...

super fed blog - jeg synes det er super relevant at betragte den måde minoriteter fremstilles i forskellige film, især som du eksemplificere, når de fremstilles som uden for det nuværende normative= "sådan kan man ikke leve" eller at det ikke er ideen om det gode liv. det gode liv er efterhånden kun repræsenteret af hvide heteroseksuelle "raske", "sunde" mænd og kvinder (hvor alderen ikke har sat for mange tegn) - det er en vildt homogen masse af mennesker man f.eks. ser i fjernsynet, med mindre det er et program om de der stikker uden for det normative der ofte ligner eksotisk socialsafari eller "tænk at man kan leve sådan-program". hvor er de transeksuelle, kvinder der bærer tørklæde, dansk-afrikanske, folk med handicap, mennesker med psykiske lidelser, sygdomssurvivorer, bare for at nævne nogle minoriteter.
jeg er skidetræt af at se på hvide karriere crossfittere i deres "bedste alder". sådan er alle mennesker ikke, sådan kan alle mennesker ikke blive. det er hamrende eksluderende.

jeg giver dig ret i nogle medier fremstiller minoriteter som ofre (og med utænkelige liv, eks. at have sklerose), men også at medierne har alt for meget fokus på det perfekte (hvilket for nogle er økonomisk lukrativt)