Royal ligestilling?

Jeg fik en strøtanke midt i debatten om arvefølgen i kongehuset: Hvad nu, hvis vores konge hellere ville finde sig en prins end en prinsesse? Lad os lige følge tanken til ende...

Hvis Frederik var til fyre...
Så skulle der være indført ligestilling i kongehuset: Den førstefødte arver uanset køn, og regentens ægtefælle får titel af konge eller dronning.

Hvad sidstnævnte angår, er der imidlertid fortsat ikke frit valg på alle hylder. For ”gift” kan man her til lands kun blive med én af modsatte køn – til forskel fra i Norge og Sverige, der har gjort ægteskabet kønsneutralt.

Hvis Frederik var til fyre, ville han ikke få en ægtefælle, men en registreret partner, og det udløser mig bekendt ingen kongetitel. I stedet for et domkirkebryllup måtte han nøjes med en borgerlig vielse. Og hans børn ville principielt være født uden for ægteskabet, der er forbeholdt heteroseksuelle, og altså ikke kunne arve tronen uanset køn.

Må vi bede om reel ligestilling, tak – mellem konger og dronninger, konger og konger og alle andre danske par. Drop det diskriminerende skel mellem ægteskab og registreret partnerskab og lad kærlighed frem for køn være betingelsen for at blive gift.

(min strøtanken blev bragt som læserbrev i dagens Information)
Billede lånt fra Linda de Haans fantastiske børnebog "Kongen & kongen".