Sociale rettigheder gælder åbenbart mest dem, der har råd til at hyre en advokat.
DR Update beretter i dag om, at helt almindelige borgere i stigende grad søger professionel bistand udefra, når de søger om hjælp fra kommunen. I sager om alt fra sygdagpengeret til handicaphjælp føler flere og flere, at det er nødvendigt at have en advokat eller organisation i ryggen.
Jeg ved snart ikke, hvad der er mest bekymrende: At borgerne har mistet tilliden til, at det offentlige behandler dem i overenstemmelse med lovgivningen. Eller det faktum, at mistilliden er velbegrundet.
Rettigheder koster advokatsalær
For når borgerne får udefrakommende hjælp til mødet med kommunen, så vinder de 70% af klagesagerne. Ellers vinder de kun omkring 25%.
Den sociale retssikkerhed afhænger med andre ord af, om man kan få hjælp af en stærk organisation eller penge nok til at betale for den. Det er social skævvridning af dimensioner og totalt uacceptabelt.
Der er formodentlig flere årsager til problemerne, men det er åbenlyst, at den voksende regeljungle og kommunernes trængte økonomi spiller en rolle.
Der kommer konstant så mange nye regler til på det sociale område - ikke mindst i den hellige kontrols navn - at mange sagsbehandlere heller ikke kan overskue dem. Derfor indsniger der sig fejl, og helt almindelige borgere er ikke rustet til at rette dem uden bistand.
Samtidig lægges der et stort pres på sagsbehandlerne, både oppefra i systemet og i den offentlige debat om fx voksende udgifter til specialområdet: Der skal spares og skæres og derfor helst, hvis muligt, gives afslag til borgerne.
Den sociale retssikkerhed skal sikres
Men skiftende regeringers og kommunalpolitikeres spareplaner må aldrig annullere den enkelte borgers rettigheder, heller ikke i krisetider. Tværtimod - det er netop i krisetid, at vi skal stå fast på retssikkerheden! Når statskassen bugner er det jo ingen sag at yde den støtte, som den enkelte borger har brug for og retmæssigt krav på.
Enhedslisten har tidligere foreslået, at der skal nedsættes en social retssikkerhedskommission til at se på, hvordan borgernes sociale rettigheder sikres. Det er nu vigtigere end nogensinde.
Blandt de konkrete forslag, som kommissionen skulle tage stilling til, er klare klagevejledninger og udvidet tilbud om retshjælp til borgerne. Begge dele vil formodentlig rette op på lidt af den nuværende sociale skævhed, for så vil uddannelse og økonomi spille en mindre rolle.
Tillid til sagsbehandlere og borgere, tak!
De tiltag, som en retssikkerhedskommission kan foreslå, er vigtige her og nu. Men på sigt skal der mere til. For i bund og grund er det vanvittigt, at retshjælp og klager i syv eksemplarer er nødvendige.
Det trækker sager i langdrag og tærer på både sagsbehandlernes og borgernes kræfter, fører til stress og nedslidning og en uoverskuelig mængde bureaukrati. Det er spild af tid, ressourcer og skattepenge, og det går ud over menneskerne på begge sider af kommunens skranke.
Derfor skal vi rydde op i regeljunglen og skrue ned for den topstyrede kontrol med kommunal sagsbehandling og med borgerne. Det nytter ikke noget, at borgere, der har brug for hjælp, fra dag ét mistænkes for at ville nasse på systemet. Og det nytter ikke noget, at sagsbehandlerne bruger mere energi på at udfylde skemaer og holde ryggen fri for anklager om fejl frem for på at hjælpe borgerne.
Den "nul fejl"-kultur må vi gøre op med, og så må vi stole på, at sagsbehandlerne kan tænke selv, og at borgerne ikke er sociale forbrydere. Selvfølgelig skal der være nogle retningslinjer, og vi skal have uafhængige klageinstanser - men det allervigtigste er tillid.
DR Update beretter i dag om, at helt almindelige borgere i stigende grad søger professionel bistand udefra, når de søger om hjælp fra kommunen. I sager om alt fra sygdagpengeret til handicaphjælp føler flere og flere, at det er nødvendigt at have en advokat eller organisation i ryggen.
Jeg ved snart ikke, hvad der er mest bekymrende: At borgerne har mistet tilliden til, at det offentlige behandler dem i overenstemmelse med lovgivningen. Eller det faktum, at mistilliden er velbegrundet.
Rettigheder koster advokatsalær
For når borgerne får udefrakommende hjælp til mødet med kommunen, så vinder de 70% af klagesagerne. Ellers vinder de kun omkring 25%.
Den sociale retssikkerhed afhænger med andre ord af, om man kan få hjælp af en stærk organisation eller penge nok til at betale for den. Det er social skævvridning af dimensioner og totalt uacceptabelt.
Der er formodentlig flere årsager til problemerne, men det er åbenlyst, at den voksende regeljungle og kommunernes trængte økonomi spiller en rolle.
Der kommer konstant så mange nye regler til på det sociale område - ikke mindst i den hellige kontrols navn - at mange sagsbehandlere heller ikke kan overskue dem. Derfor indsniger der sig fejl, og helt almindelige borgere er ikke rustet til at rette dem uden bistand.
Samtidig lægges der et stort pres på sagsbehandlerne, både oppefra i systemet og i den offentlige debat om fx voksende udgifter til specialområdet: Der skal spares og skæres og derfor helst, hvis muligt, gives afslag til borgerne.
Den sociale retssikkerhed skal sikres
Men skiftende regeringers og kommunalpolitikeres spareplaner må aldrig annullere den enkelte borgers rettigheder, heller ikke i krisetider. Tværtimod - det er netop i krisetid, at vi skal stå fast på retssikkerheden! Når statskassen bugner er det jo ingen sag at yde den støtte, som den enkelte borger har brug for og retmæssigt krav på.
Enhedslisten har tidligere foreslået, at der skal nedsættes en social retssikkerhedskommission til at se på, hvordan borgernes sociale rettigheder sikres. Det er nu vigtigere end nogensinde.
Blandt de konkrete forslag, som kommissionen skulle tage stilling til, er klare klagevejledninger og udvidet tilbud om retshjælp til borgerne. Begge dele vil formodentlig rette op på lidt af den nuværende sociale skævhed, for så vil uddannelse og økonomi spille en mindre rolle.
Tillid til sagsbehandlere og borgere, tak!
De tiltag, som en retssikkerhedskommission kan foreslå, er vigtige her og nu. Men på sigt skal der mere til. For i bund og grund er det vanvittigt, at retshjælp og klager i syv eksemplarer er nødvendige.
Det trækker sager i langdrag og tærer på både sagsbehandlernes og borgernes kræfter, fører til stress og nedslidning og en uoverskuelig mængde bureaukrati. Det er spild af tid, ressourcer og skattepenge, og det går ud over menneskerne på begge sider af kommunens skranke.
Derfor skal vi rydde op i regeljunglen og skrue ned for den topstyrede kontrol med kommunal sagsbehandling og med borgerne. Det nytter ikke noget, at borgere, der har brug for hjælp, fra dag ét mistænkes for at ville nasse på systemet. Og det nytter ikke noget, at sagsbehandlerne bruger mere energi på at udfylde skemaer og holde ryggen fri for anklager om fejl frem for på at hjælpe borgerne.
Den "nul fejl"-kultur må vi gøre op med, og så må vi stole på, at sagsbehandlerne kan tænke selv, og at borgerne ikke er sociale forbrydere. Selvfølgelig skal der være nogle retningslinjer, og vi skal have uafhængige klageinstanser - men det allervigtigste er tillid.