12. sep. 2012

Kønsidentitet: Kørestolsbruger - afsnit 2

Husker I ovenstående skema? Det findes tilsyneladende inden i hovedet på mange mennesker, for jeg støder jævnligt på det. Sidst, jeg berettede om det, var i forbindelse med et besøg på en homobar. I dag vil jeg dele en oplevelse fra Det kongelige biblioteks parkeringsplads med jer.

Umiddelbart ikke stedet, hvor de store livsomstyrtende begivenheder finder sted, men man kan aldrig vide. Det må i hvert fald have været udgangspunktet for de to piger, der havde efterladt følgende besked under min vinduesvisker en eftermiddag (skrevet med kuglepen på en afrevet magasinside - jeg har tilladt mig at ændre navne og undlader at gengive e-mail-adressen):

"Kære Renault-ejer. Hvis du ikke er en mand mellem 20 og 32 år, kan du blot se bort fra denne hilsen. Men hvis dette ikke er tilfældet, tror vi der er tale om et lykketræf, der ikke kan overses. Tit og ofte holder vores allerdejligste Lenes bil her ved diamanten helt alene (hendes bil er magen til din, har samme indhold og bruges til det samme - den er blot sølv med navnet Opel. Og her holder der en skinnende grøn Renault, hvis ejer måske har/får en rigtig god dag. Denne besked er skrevet af Lenes to veninder, Cecilia og Monica, da Lene er knap så spontan og skør - men ikke desto mindre helt fantastisk! - 22 år, smuk, intelligent og skøn - så hvis du er frisk på at tage hul på skæbnen, så kan du skrive til Lene på (...)"


Man kan se, at de damer først har skrevet "ringe", men har streget det ud og rettet til "skrive", antageligt fordi de er blevet enige om, at det trods alt var at gå for vidt at udlevere deres veninde privatnummer til en vildt fremmed.

Jeg har tænkt mig at skrive til Lene. Ikke fordi jeg vil tage hul på skæbnen - jeg er jo i øvrigt heller ikke "en mand mellem 20 og 32 år" (interessante alderskriterier!) - men fordi jeg personligt i hendes sted ville ønske at vide det, hvis mine veninder gik og forsøgte at sætte dates op for mig. Især på ovennævnte betingelser.

For hvad er det nu egentlig lige, der sker for Monica og Cecilia her. De vil gerne skaffe deres lidt sky veninde en kæreste. Fair nok. De er lidt ekstraordinært spontane. Også fair nok. Men hvorfor lige min bil? Fordi den er helt ligesom Lenes. Underforstået - den har også en handicaplift bagi og antageligt en ejer, der, ligesom Lene, sidder i kørestol. Og så er det jo intet mindre end "et lykketræf", det er selve "skæbnen"! To kørestolsbrugere! Det er simpelthen meant to be. Gummihjulene er på plads, og idel parforholdslykke garanteret.

Lad mig lige slå fast: Jeg har aldrig udelukket, at jeg kunne få en kæreste, der også har et handicap. Det er ikke til at vide, hvem man forelsker sig i. Men jeg ville aldrig, aldrig, aldrig blive kæreste med nogen alene fordi de havde et handicap. Det ville jo være det samme som at skrive under på, at kørestol er begyndelsen og enden på min verden. Helt ved siden af og dybt reduktionistisk.

Det er desværre lige præcis den reduktionisme, Monica og Cecilia har gang i, og det gør mig sgu lidt trist. At selv Lenes veninder - der jo må kende alle mulige langt mere interessante sider af Lene end hendes gummihjul - sætter handicap over og før alt andet. De tænker ikke: "Lad os finde en kæreste til vores lidt generte veninde". De tænker: "Lad os finde en kæreste til vores lidt generte kørestolsbrugerveninde".

Og til en kørestolsbrugerveninde må man finde en kørestolsbrugerkæreste. Lige børn leger bedst!

Monica og Cecilia vil gerne hjælpe Lene, men det er sgu lige præcis folk som dem, der ganske rigtigt kan gøre det mere svært at finde en kæreste, når man sidder i kørestol. Deres logik - at kørestolsbrugere skal date kørestolsbrugere - betyder jo, at de aldrig selv ville skele i den retning. De vil gerne være veninde med Lene, men de ville aldrig overveje at date hende. Hun er skøn, smuk, intelligent og godt kærestepotentiale - men altså vel at mærke for en anden; en anden, der også sidder i kørestol.

Hyklerisk much?

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du mangler aseksuel. Men måske er kørestolsbruger = aseksuel? :)

Anonym sagde ...

Tak for et super skarpt - og sjovt - indlæg!