Det er faktisk ikke så galt at fryse i juletiden, når man har tændstikker lige ved hånden... En moderne og propagandistisk juleeventyr med kærlig hilsen fra H. C. Andersen og Sarah Glerup ;-)
-- <3 <3 <3 --
Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive aften. Det var også en af de sidste dage i året, og julen var lige om hjørnet. Gadelygterne formåede kun delvist at sprede mørket, men på den travle københavnske gade kom utallige strålende juleudstillinger dem til undsætning.
Fra hvert eneste butiksvindue glitrede det rødt, grønt og gyldent, og farverne faldt på de juletravle forbipasserendes ansigter og gav genskin i en piges lange, gule hår, der krøllede så smukt om nakken.
Forfrossen og forkuet så hun ud, den lille stakkel! For mens børn og vokse omkring hende, belæsset med indkøbsposer, søgte ly i butikkernes varme, måtte hun nøjes med at betragte julepragten udefra. Foran hver af de pyntede døre tårnede trappetrin sig op og afskar hendes kørestol vejen.
Med klare blå øjne forsøgte pigen at følge en jævnaldrende dreng, der trådte op af de to trin til en særligt imponerende slikbutik, men han var snart indenfor og ude af syne. Hun sukkede og sænkede blikket til sine egne fødder, der ikke var meget bevendt. Vinden var taget til, og hun skuttede sig – der var ikke meget læ at finde foran den blanke butiksfacade, og hun bakkede ind i en krog mellem to huse, hvoraf det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet.
Hun havde været ude mange timer; hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde, og hun forsøgte at lune de stive fingre i sin lomme, men der var kun plads til to, som stødte mod noget hårdt...
En æske tændstikker!
-- <3 <3 <3 --
En orangegul flamme prydede omslaget, og ak; dens varme kunne gøre godt. Med møje og besvær – for hendes kolde hænder kunne knapt holde på noget – trak hun en tændstik ud og “ritsch!” hvor sprudede den, hvor brændte den ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den!
Men det var et underligt lys – det nærmest voksede foran pigen, indtil det helt omsluttede hende, og hun befandt sig pludselig midt i den mest utrolige slikbutik, hun nogensinde havde set!
Glasdisken var fyldt til randen med chokoladenisser, honninghjerter og de skønneste marcipangrise pyntet med glasur, og bag den slog den trinde og venlige butiksindehaver ud med armen som for at sige: Tag bare for dig, det er jo kun jul én gang om året! Og pigen rakte efter den smukkeste af marcipangrisene, rørte næsten ved den – men i det samme slukkedes flammen, og marcipangrisen, nisserne, selv den flinke butiksindehaver forsvandt med et.
-- <3 <3 <3 --
Pigen sad tilbage med en lille stump af den udbrændte tændstik i hånden så alene, som man kan føle sig, når man er omgivet af mennesker, men ikke bliver ænset af ét eneste af dem.
Hun strøg en tændstik til. Den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev den gennemsigtig som et flor; pigen så pludselig reoler så langt øjet rakte med de fineste klæder. Lune vanter og huer, tøfler af så fin kvalitet, at den, der bar dem, kunne tro, at hun gik på det blødeste vat.
Midt i rummet stod en klynge mannequindukker klædt i elegante selskabskjoler, der afslørede meget af deres perfekte, hvide hud og symmetrisk støbte former – pigen var som fortryllet, da den smukkeste af dem pludselig blinkede til hende og koket lagde hovedet på skrå, mens hun lokkede pigen til sig med en fuldendt plastikfinger.
-- <3 <3 <3 --
Da slukkedes tændstikken, og der var atter kun den tykke, kolde mur at se.
Hun tændte en ny. Og da sad hun under det dejligste forsølvede juletræ; det var større og mere pyntet end nogen af dem, hun havde set på altaner langs gaden. Tusinde elektriske lys brændte fra grenene, og underneden rørte en mekanisk nissemor i risengrøden til sine tre rødkindede nisseunger. Hun nikkede godmodigt til pigen, der så sig om og blev overvældet af prægtige varer i alle afskygninger – kageruller og kaffekander, Weber-grille og smukt polerede havemøbler, og dér!
Pigen gispede; hylde efter hylde med alt det legetøj, man kunne tænke sig til. Dukker og tøjbamsers blanke glasøjne mødte hende som glitrende julestjerner, og pigen var næsten ved at bryde ud i latter...
-- <3 <3 <3 --
...da slukkedes tændstikken, og hun så atter kun lyset fra butiksruderne og fra de striber af stjerner, der efterhånden var dukket op på himlen. Én af dem faldt i det samme og efterlod en ildstribe på himlen.
“Nu er der nogen, som dør!” udbrød pigen, for hendes gamle morfar plejede at læse H.C. Andersens eventyr højt for hende, og i ét af dem stod der: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.
Hun strøg igen en tændstik, og i skæret fra den så hun pludselig sin gamle morfar, så rund og mild med sit hvide skæg, stå midt ude på gaden.
”Morfar?” mumlede pigen forbavset, for han var død for mange år siden, men i det samme vendte manden sig om var slet ikke morfaren, men en julemand fra et stormagasin med nylonskæg fæstnet til den røde hue.
Uden at tænke over det var hun kommet til at køre tættere på ham, og julemanden fik nu øje på hende og hilste hende med en indøvet latter. ”Ho ho! Mon du har været en artig lille pige i år?”
Julemanden klappede pigen på hovedet, inden hun nåede at svare, at hun faktisk var seksogtyve og studerede komparativ filologi, hvorefter han lagde et julekatalog i hendes skød og forsvandt op af de tre trin til den forretning, han hørte hjemme i.
Faktisk havde julemanden så travlt, at han slet ikke opdagede, at flammen fra pigens tændstik havde fået fat i hans nylonskæg, og snart stod det i lys lue.
Pigen så udefra og ind gennem det udsmykkede butiksvindue, hvordan julemanden febrilsk fægtede med arme og ben for at få skægget af og ved et uheld kom til at antænde en nisselandsbys enorme snetæppe af vat. Inden for få minutter stod hele udstillingen i brand, og aldrig havde et butiksvindue strålet så meget i december!
Et øjeblik var pigen lige ved at stryge hele den rest tændstikker, der var i bundet – så henrykt var hun over det klare lys, der stod ud af den brændende forretning og varmede de fortravlede folk på gaden. Men så kom hun i tanker om rækken af butikker med uoverskridelige trappetrin, der syntes at fortsætte i det uendelige, og blev enig med sig selv om, at det var klogest at rationere.
Pigen smilede frem for sig; slikbutikken, de dejlige mannequiner og det prægtige juleudsalg var forsvundet, hver gang en tændstik var gået ud, men nu havde hun lært sig, hvordan ilden kunne holdes i gang. Og da hun begav sig videre for at stryge tændstikkerne én efter én, mærkede hun ikke længere kulden, men tænkte kun på, hvordan gaden snart ville stråle med en sådan juleglans, at det blev klarere end ved den lyse dag.
-- <3 <3 <3 -- ....og glædelig jul!
-- <3 <3 <3 --
Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive aften. Det var også en af de sidste dage i året, og julen var lige om hjørnet. Gadelygterne formåede kun delvist at sprede mørket, men på den travle københavnske gade kom utallige strålende juleudstillinger dem til undsætning.
Fra hvert eneste butiksvindue glitrede det rødt, grønt og gyldent, og farverne faldt på de juletravle forbipasserendes ansigter og gav genskin i en piges lange, gule hår, der krøllede så smukt om nakken.
Forfrossen og forkuet så hun ud, den lille stakkel! For mens børn og vokse omkring hende, belæsset med indkøbsposer, søgte ly i butikkernes varme, måtte hun nøjes med at betragte julepragten udefra. Foran hver af de pyntede døre tårnede trappetrin sig op og afskar hendes kørestol vejen.
Med klare blå øjne forsøgte pigen at følge en jævnaldrende dreng, der trådte op af de to trin til en særligt imponerende slikbutik, men han var snart indenfor og ude af syne. Hun sukkede og sænkede blikket til sine egne fødder, der ikke var meget bevendt. Vinden var taget til, og hun skuttede sig – der var ikke meget læ at finde foran den blanke butiksfacade, og hun bakkede ind i en krog mellem to huse, hvoraf det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet.
Hun havde været ude mange timer; hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde, og hun forsøgte at lune de stive fingre i sin lomme, men der var kun plads til to, som stødte mod noget hårdt...
En æske tændstikker!
-- <3 <3 <3 --
En orangegul flamme prydede omslaget, og ak; dens varme kunne gøre godt. Med møje og besvær – for hendes kolde hænder kunne knapt holde på noget – trak hun en tændstik ud og “ritsch!” hvor sprudede den, hvor brændte den ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den!
Men det var et underligt lys – det nærmest voksede foran pigen, indtil det helt omsluttede hende, og hun befandt sig pludselig midt i den mest utrolige slikbutik, hun nogensinde havde set!
Glasdisken var fyldt til randen med chokoladenisser, honninghjerter og de skønneste marcipangrise pyntet med glasur, og bag den slog den trinde og venlige butiksindehaver ud med armen som for at sige: Tag bare for dig, det er jo kun jul én gang om året! Og pigen rakte efter den smukkeste af marcipangrisene, rørte næsten ved den – men i det samme slukkedes flammen, og marcipangrisen, nisserne, selv den flinke butiksindehaver forsvandt med et.
-- <3 <3 <3 --
Pigen sad tilbage med en lille stump af den udbrændte tændstik i hånden så alene, som man kan føle sig, når man er omgivet af mennesker, men ikke bliver ænset af ét eneste af dem.
Hun strøg en tændstik til. Den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev den gennemsigtig som et flor; pigen så pludselig reoler så langt øjet rakte med de fineste klæder. Lune vanter og huer, tøfler af så fin kvalitet, at den, der bar dem, kunne tro, at hun gik på det blødeste vat.
Midt i rummet stod en klynge mannequindukker klædt i elegante selskabskjoler, der afslørede meget af deres perfekte, hvide hud og symmetrisk støbte former – pigen var som fortryllet, da den smukkeste af dem pludselig blinkede til hende og koket lagde hovedet på skrå, mens hun lokkede pigen til sig med en fuldendt plastikfinger.
-- <3 <3 <3 --
Da slukkedes tændstikken, og der var atter kun den tykke, kolde mur at se.
Hun tændte en ny. Og da sad hun under det dejligste forsølvede juletræ; det var større og mere pyntet end nogen af dem, hun havde set på altaner langs gaden. Tusinde elektriske lys brændte fra grenene, og underneden rørte en mekanisk nissemor i risengrøden til sine tre rødkindede nisseunger. Hun nikkede godmodigt til pigen, der så sig om og blev overvældet af prægtige varer i alle afskygninger – kageruller og kaffekander, Weber-grille og smukt polerede havemøbler, og dér!
Pigen gispede; hylde efter hylde med alt det legetøj, man kunne tænke sig til. Dukker og tøjbamsers blanke glasøjne mødte hende som glitrende julestjerner, og pigen var næsten ved at bryde ud i latter...
-- <3 <3 <3 --
...da slukkedes tændstikken, og hun så atter kun lyset fra butiksruderne og fra de striber af stjerner, der efterhånden var dukket op på himlen. Én af dem faldt i det samme og efterlod en ildstribe på himlen.
“Nu er der nogen, som dør!” udbrød pigen, for hendes gamle morfar plejede at læse H.C. Andersens eventyr højt for hende, og i ét af dem stod der: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.
Hun strøg igen en tændstik, og i skæret fra den så hun pludselig sin gamle morfar, så rund og mild med sit hvide skæg, stå midt ude på gaden.
”Morfar?” mumlede pigen forbavset, for han var død for mange år siden, men i det samme vendte manden sig om var slet ikke morfaren, men en julemand fra et stormagasin med nylonskæg fæstnet til den røde hue.
Uden at tænke over det var hun kommet til at køre tættere på ham, og julemanden fik nu øje på hende og hilste hende med en indøvet latter. ”Ho ho! Mon du har været en artig lille pige i år?”
Julemanden klappede pigen på hovedet, inden hun nåede at svare, at hun faktisk var seksogtyve og studerede komparativ filologi, hvorefter han lagde et julekatalog i hendes skød og forsvandt op af de tre trin til den forretning, han hørte hjemme i.
Faktisk havde julemanden så travlt, at han slet ikke opdagede, at flammen fra pigens tændstik havde fået fat i hans nylonskæg, og snart stod det i lys lue.
Pigen så udefra og ind gennem det udsmykkede butiksvindue, hvordan julemanden febrilsk fægtede med arme og ben for at få skægget af og ved et uheld kom til at antænde en nisselandsbys enorme snetæppe af vat. Inden for få minutter stod hele udstillingen i brand, og aldrig havde et butiksvindue strålet så meget i december!
Et øjeblik var pigen lige ved at stryge hele den rest tændstikker, der var i bundet – så henrykt var hun over det klare lys, der stod ud af den brændende forretning og varmede de fortravlede folk på gaden. Men så kom hun i tanker om rækken af butikker med uoverskridelige trappetrin, der syntes at fortsætte i det uendelige, og blev enig med sig selv om, at det var klogest at rationere.
Pigen smilede frem for sig; slikbutikken, de dejlige mannequiner og det prægtige juleudsalg var forsvundet, hver gang en tændstik var gået ud, men nu havde hun lært sig, hvordan ilden kunne holdes i gang. Og da hun begav sig videre for at stryge tændstikkerne én efter én, mærkede hun ikke længere kulden, men tænkte kun på, hvordan gaden snart ville stråle med en sådan juleglans, at det blev klarere end ved den lyse dag.
-- <3 <3 <3 -- ....og glædelig jul!