5. feb. 2015

Tale på DCH's årsmøde 2015: Handlinger, ikke bare ord

Handlinger, ikke bare ord og mediespin. Det var mit hovedbudskab, da jeg forleden var inviteret til at tale på Det Centrale Handicapråds årsmøde.

Min tale tog udgangspunkt i problemerne med medierepræsentationen af mennesker med handicap - og endte som en knytnæve til den form for handicappolitik, der taler sig selv ihjel.

Se og hør min tale - eller, hvis du ikke udholder den dårlige videokvalitet, så læs talen i sin fulde ordlyd nedenfor.




Handlinger - ikke bare ord

Tale om handikappolitik i og uden for medierne holdt på Det Centrale Handicapråds årsmøde på Hotel Nyborg Strand, 3. februar 2015.
Af Sarah Glerup, cand.mag. i medievidenskab og folketingskandidat for Enhedslisten.



Tak for invitationen til at tale i dag. Det er jo et lidt særligt årsmøde. Både fordi det er valgår i år – jeg er faktisk selv folketingskandidat, opstillet i København for Enhedslisten.

Men også fordi netop dette valgår markerer 100 års jubilæet for en vigtig grundlovsændring. En ændring, der gav stemmeret til en række danskere, som indtil da havde været uden for det demokratiske fællesskab. Blandt andet fruentimmerne. Det er derfor, jeg har det her badge på i dag, som godt nok er hentet fra de britiske kvinders kamp.

Herhjemme fik flere end fruentimmere stemmeret i 1915. Også folkehold og senere fattige og forbrydere fik en plads i det danske demokrati. De fremmede og fjolserne, derimod, har stadig ikke samme adgang til at stemme som alle andre.

Deres stemmer har heller ikke samme adgang til en anden central del af vores demokrati, nemlig medierne. Det er dén problemstilling, jeg er blevet inviteret til at tale om i dag: Danske mediers inklusion - eller mangel på samme - af mennesker med handikap.

Problem 1: Usynlighed
Der er mindst to grund til at være obs på, hvordan minoriteter – blandt andet os med handikap – bliver skildret i medierne. Den første handler om adgang til magten, som forudsætter adgang til at tale i det offentlige rum. Til at tale i medierne.

Under OutGames, en slags OL for homo-, bi- og transpersoner, sagde direktør Uffe Elbæk det meget fint:


Hvis du ikke er synlig, så findes du ikke.
Og hvis du ikke findes, så har du ingen rettigheder.

Den pointe har aldrig været vigtigere end lige nu, hvor nedskæringer gang på gang går forud for netop rettigheder. Det er selvsagt ret let at skære på minoriteter, der ikke får tv-taletid til at protestere.

Og det gør os med handikap nærmest ikke. En undersøgelse fra 2013 konkluderede, at danskere med handikap må nøjes en halv procent af sendetiden i danske tv-nyheder. Det er satme ikke meget, hvis mindst femten procent af os har et handikap.

Hvad dansk tv drama angår, står det værre til. Sidst vi så en semi-hovedperson med handikap var i Busters Verden, hvor lillesøster Ingeborg halter. Det var i 1984.

Problem 2: Stereotyper
Med den usynlighed er det ikke mærkeligt, at handikaporganisationer i Danmark typisk klapper i hænderne, bare der kommer ”et eller andet med handikap” i medierne. De af jer, der forleden læste min anmeldelse i Information af en ny dokumentar om tre mænd med muskelsvind, ved, at jeg ikke er enig. Jeg mener ikke, at al omtale er bedre end ingen omtale.

Det skyldes den anden grund til være obs på medierepræsentation: Vi lærer, på godt og ondt, at forstå og forholde os til vores omverden via medierne. Især til de dele af omverdenen, vi ikke ellers møder så tit.

Som teenager så jeg to film om det at være transkønnet: The Crying Game og Boys Don’t Cry. Meget sigende indgår det med græde i begge titler, og jeg afslører vist ikke for meget ved at sige, at begge film er dybt deprimerende. Af dem ”lærte” jeg, at det med at være trans går ad helvede til. Så jeg havde rigtig ondt af de første, virkelige transpersoner, jeg mødte. Jeg vidste jo ikke andet, end det, jeg havde set på tv. Og det, jeg havde set på tv, var forkert.

På samme måde møder jeg af og til mennesker, der har ondt af mig, fordi de tror, at jeg dør lige om lidt. For det er dét, de har ”lært” om muskelsvind fra film og fjernsyn. Eller at jeg er særlig stakkels. Eller særligt tapper. Eller bare særlig.

Det gælder også journalister, for eksempel da jeg sidste år vandt den såkaldte Pingpris for bedste, danske webcomic. Information skrev om årets forskellige vindere, og prøv lige at høre, hvordan det lød. Først får I lige et citat om en af de andre vindere, som så vidt vides ikke har et handikap:
”Såvel tegnemæssigt som i valg af motivkreds lægger Thomas Mikkelsen sig et sted midt imellem belgiske Comès og amerikanske Mike Mignolas, men Troldmændene fra Vestmannaeyjar overlever og overbeviser dog i kraft af en egen kadence og stilisering”.
Og her kommer så citatet om mig:
”Det maner til ydmyghed, og egne problemstillinger reduceres pludselig til det banale, når man konfronteres med Sarah Glerups weblog, Det Sarahkastiske hjørne, hvor en selverklæret ’lesbisk venstreradikal storesøsternørd med muskelsvind’ beretter hudløst ærligt om et liv som handicappet i en prunkløs streg og med sort humoristisk overskud.”
Kan I høre forskellen? Fokus er fuldstændig flyttet fra tegnestil og indhold til min person, som bliver overskygget af muskelsvind.

To klassiske handikapstereotyper kommer i spil i det lille citat om mig.

Den første, som vi kan kalde for ”Staklen”, er ret let at få øje på. Når journalisten skriver, at hans ”egne problemstillinger reduceres til det banale”, så er det jo underforstået, at mit liv er meget mere hårdt end hans. At det synd for mig, og at vi i hvert fald ikke er helt ligeværdige, mig og journalisten.

Den anden stereotyp kalder jeg for ”Superkrøblingen”. Den gemmer sig bag sætninger som, at mine tegninger ”maner til ydmyghed”. Det lyder som en kompliment, men er reelt en fornærmelse. For igen er det underforstået, at jeg befinder mig på et andet niveau end journalisten og de andre prisvindere. På et niveau, hvor man ikke behøver spilde ord på min tegnestil, for det væsentlige er, at jeg tegner på trods af et handikap. Det væsentlige er, at jeg kan mane til ydmyghed og sætte journalisten og andre kropskapables liv i relief ved at udrette bare et eller andet, selvom jeg har det meget værre end dem. Selvom jeg er en anden slags tegner end dem.

En anden slags… Hvis man bliver præsenteret som det, en anden slags, så kan det være svært at forsvare, at man skal have samme rettigheder som alle andre. Så er vi igen tilbage til det med pladsen i demokratiet.

Løsninger: Hvad kan vi gøre ved det?
Men hvad kan vi så gøre ved det? Det med den haltende handikaprepræsentation i danske medier?

Vi kunne forsøge at overtale DR til at gøre mangfoldighed til et mål, ligesom BBC har gjort det. Vi kunne undervise kommende journalister i stereotyper, og hvordan man undgår dem. Kampen vil helt sikkert blive op ad bakke.

For nylig holdt jeg et oplæg om netop handikap i medierne for nogle af spidserne fra Dansk Journalistforbund. Jeg læste samme Pingpris-tekst op, som jeg lige har læst for jer.
Efter oplægget fik jeg ét spørgsmål, og det var fra en dame højt placeret i DR.

Hun kunne have spurgt:
”Hvordan bliver vi bedre til at undgå at skildre jer med handikap som stakler og superkrøblinger?”
Hun kunne også have spurgt:
”Hvordan bliver vi bedre til i det hele taget at huske også at skildre jer med handikap?”
Men det, hun spurgte om, var:
”Er der ikke en nedre grænse for, hvor nærtagende I kan tillade jer at være.”
Nærtagende.

Det var dét, hun fik ud af min bøn om at få samme journalistiske behandling som andre tegnere eller kvinder eller københavnere uden handikap.

Og hendes reaktion oplever jeg tit. Journalister og andre med en vis portion magt vil tit det bedste for mangfoldighed og inklusion – lige indtil det øjeblik, hvor de opdager, at alt det bedste vil indebære, at de også selv skal ændre praksis. Så stopper samarbejdsviljen.

Derfor er jeg efterhånden nået til den konklusion, at hvis vi vil have journalister til at fortælle andre handikaphistorier, så nytter det for lidt at prædike. Nej, vi må selv være med til at lave historierne og vise, at det kan gøre mere retfærdigt.

Vi må med andre ord revolutionere lortet indefra.

Dårlig medierepræsentation er et symptom på noget andet
Det fører mig til en anden og temmelig deprimerende pointe, der er blevet mere og mere klar for mig over de senere år: At ringe medierepræsentation af os med handikap i sig selv er et symptom på noget andet og langt værre.

Den er et symptom på, at vi med handikap mangler de steder, hvor medier bliver til. Hvor magt bliver udøvet. Hvor man kan revolutionere ting indefra.

Det er der konkrete grunde til, som har relativt lidt at gøre med mediehistorier og holdninger. De har noget at gøre med handlinger – med den måde, vi indretter vores samfund på:

Vi ved, at kun to ud af tre normaltbegavede unge med handikap får en fuld folkeskoleeksamen. Langt færre får en videregående uddannelse. Og så er det altså svært at ende som nyhedsredaktør.

Vejen til mediemagt kan også være blokeret af trapper. Af at kommunen har sparet ens BPA væk. Eller simpelthen af, at arbejdsmarkedet fravælger os, der ikke kan yde 100 %.

De holdninger og myter, som dårlig medierepræsentation er gjort af, er vigtige at være obs på. For de påvirker, hvordan vi møder mennesker med handikap. Hvad vi forventer af mennesker med handikap. Hvad vi synes, vi kan byde mennesker med handikap.

Men påvirkning gælder mindst lige så meget den anden vej! Handlinger påvirker vores holdninger og vores mediemyter. Min erfaring fra mit arbejde på Christiansborg er, at mediespinnede holdninger ofte først kommer til senere som glasur, der skal retfærdiggøre nogle handlinger, politikere allerede har besluttet sig for at føre ud i livet.

Et særligt grusomt eksempel var reformen af fleksjob og førtidspension.

Reformen gik ud på at spare milliarder på mennesker med handikap og kroniske sygdomme, bl.a. ved at flytte så mange som muligt fra førtidspension til kontanthjælpsniveau. Men det kunne Mette Frederiksen og Karen Hækkerup ikke forsvare, så de sagde noget andet: At det er synd, at unge bliver parkeret på førtidspension. Det var rent vrøvl, for man har altid måttet opsige eller arbejde ved siden af en pension.

Men parkeringshistorien hang fast, og på den måde blev både SF’ere, radikale og socialdemokrater friske på at gennemføre besparelser, der burde gå imod deres ideologi. For nu gik det ud på at hjælpe unge videre fra førtidspension.

Handlingen var den samme og lige brutal – den havde bare iklædt sig en ny holdning og nye mediefortællinger. 

Deeds - not words!
Lad mig derfor lige hive mit kvindesagsbadge frem igen. Når jeg har lånt det fra briterne, skyldes det, at jeg er særligt glad for deres kampparole. Ikke ”Vote for Women”, som I sikkert alle kender. Men det andet slogan, som desværre er gået i glemmebogen. Det lød:
”Deeds Not Words”.
Handlinger, ikke bare ord.

Handlinger, ikke bare ord, har i de sidste år markant ændret vores muligheder som mennesker med handikap til det værre. Konkrete, brutale handlinger foretaget i skøn forening af den siddende regering, af SF, højrefløjen og ind i mellem Dansk Folkeparti.

Deres handlinger betyder, at fleksjobbere ikke længere får normal løn.

Deres handlinger betyder, at mennesker, der vitterligt er for syge til at arbejde, ikke længere kan få førtidspension.

Deres handlinger betyder, at børn med autisme dropper ud af folkeskolen, fordi deres specialtilbud er lukket.

Deres handlinger betyder, at os, der bliver forsinkede på grund af handikap, ikke længere er velkomne på universiteterne.

Deres handlinger betyder, at kommunerne har fået frit spil til at sætte mammon over menneskelige behov, så udviklingshæmmede ikke får ledsagelse til at komme uden for en dør.

Jovist, handlingerne er blevet ledsaget af ord og mediespin. Men handlingerne kom først. Det andet er bare snak. Og dårlige undskyldninger. Og dårlig, forhastet journalistik.

Til gengæld for de milliarder, der er blevet taget fra os. Til gengæld for hver konkret forhindring, der er blevet stillet op mellem os med handikap og vores mulighed for at være med på lige fod, både i medierne og udenfor. Til gengæld for en hel stribe skodreformer. Der får vi – os med handikap og Det Centrale Handicapråd – så tilbudt en kampagne, der skal ”bearbejde holdninger til mennesker med handikap”.

Og selvom jeg synes, medier er vigtige, bliver jeg simpelthen nødt til at sige: Kære venner, det er for billigt sluppet!

En kampagne retter på ingen måde op på det, som politikerne har budt os på det seneste. Den tjener allerhøjst som holdkæftbolche til os. Så vi ikke brokker os for meget, når der er valgkamp lige om lidt. Valgkamp, hvor regeringen ikke kan prale af en snus på handikapområdet – ud over en lillebitte holdningsbearbejdende kampagne.

Den fjer i hatten har de ikke fortjent. Derfor synes jeg, vi skal spytte bolchet ud.

Vel skal vi være obs på medier, vel skal vi af os til fyre kampagner af. Men lige nu – i et valgår og en tid, hvor handikappolitik bliver banket tilbage til 30’erne. Der skal vi ikke lade os spise af med ord fra politikere med beskidte hænder. Vi skal heller ikke sidde her og spise hinanden af med ord, for der er ikke tid.

Vi skulle snarere stå på Christiansborg Slotsplads og kæmpe for vores rettigheder. Vi skal i offensiven, som individer og handikaporganisationer. Vi skal handle.

Ingen kommentarer: