Kan man være folketingspolitiker i et flexjob?

Kan man være folketingspolitiker 20 timer om ugen og overlade resten til sin suppleant? Ingen ved det, for det er aldrig forsøgt. Men det plejer heldigvis ikke at bremse Enhedslisten - vi er sat i verden for at ændre den til det bedre.

Skal man kunne arbejde 70 timer om ugen for at være folketingsmedlem for Enhedslisten? Skal man kunne stå oprejst på talerstolen og posere på den mægtige indgangstrappe?

Ikke efter min mening. Tværtimod mener jeg, at det er et demokratisk problem, hvis kun de mennesker, der kan arbejde ubegrænset og på alle tider af døgnet, kan være folkevalgte politikere.

Politik for de udvalgte få?
For i så fald skal politikere helst være single eller i hvert fald have en familie, der kan passe sig selv, eller råd til at betale sig fra pasningen. De skal også tilhøre en fysisk elite, der timemæssigt kan klare to fuldtidsjob på én gang.

Det er ganske meget set i forhold til S-SF’s ekstra 12 minutter, som vi af gode grunde kæmper imod.
Og det udelukker faktisk de fleste.

I Enhedslisten er vi opmærksomme på ikke at udelukke nogen. Det en af vores demokratiske grundværdier. Vi synes, det er vigtigt, at Folketinget ikke kun befolkes af en universitetsuddannet elite. Vi lægger vægt på, at der også skal være faglige, at der skal være både mænd og kvinder, unge og gamle, jyder og sjællændere og folk med forskellige hudfarver.

Mangfoldighed gavner demokratiet
Det gør vi, fordi vi tror på, at forskellige grupper med forskellige livserfaringer har hver sine unikke ting at byde på. Hvis alle politikere var mænd, der havde læst statskundskab, så ville den politiske debat blive fattig.

Vi gør det også, fordi vi mener, at politikerne på Christiansborg skal leve liv, der minder om dem uden for murene. Det er én af grundene til, at vores folketingsmedlemmer får samme løn som metalarbejdere i København. Vi vil ikke have levebrødspolitikere med så tårnhøj en løn, at de ikke kan sætte sig ind i almindelige menneskers liv og økonomi. Vi vil have politikere, der kan relatere til dem, de lovgiver for.

Ud fra samme logik mener jeg, at det vil gavne demokratiet, hvis der også findes politikere med handicap og nedsat arbejdsevne. For det vil betyde, at den meget store del af befolkningen, der ikke kan arbejde 70 timer om ugen – måske ikke engang 37 – også bliver repræsenteret.

Det rummelige arbejdsmarked – også på Christiansborg
Men er det nu realistisk? Kan man være folketingspolitiker i et 20 timers fleksjob – og for eksempel overlade den resterende arbejdstid til sin suppleant?

Sikkert ikke, for der er ingen fortilfælde for det. Men det plejer heldigvis ikke at bremse Enhedslisten. Vi er sat i verden for at ændre den til det bedre. Vi arbejder for et rummeligt arbejdsmarked uden for Christiansborg – hvorfor ikke kickstarte den kamp ved at statuere et eksempel dér, hvor lovgivning bliver til?

Det kunne afføde  en vigtig debat om, hvordan vi bliver bedre til at tage imod alle ressourcer på arbejdsmarkedet frem for at kassere de titusindvis, der ikke kan yde på helt almindelige vilkår.

Det kunne også give liv til en debat om demokrati i det hele taget. For hvordan kan det egentlig være, at der efter 166 år med folkestyre endnu ikke har været en politiker i kørestol? Er det ikke på tide at føre politik ikke bare for, men med alle dele af befolkningen?

Det mener jeg, og jeg vil gerne være med til at tage de første mange kampe for et mere inkluderende Danmark, både i politik og al almindelighed.

Stem efter holdninger – ikke efter handicap
Skal du så stemme på mig til urafstemningen? Det synes jeg da. Men kun fordi jeg tror, at jeg kan gøre et godt stykke arbejde for Enhedslisten.

For selvfølgelig skal man aldrig vælge en person med et handicap bare på grund af handicappet. Lige så vel som man aldrig skal vælge en jyde, blot fordi han er jyde. Man skal vælge den, som, man bedst mener, vil repræsentere Enhedslistens holdninger indadtil og udadtil.

Hvis du tror, at det er mig – ja, så håber jeg blot, at du vil stemme derefter og ikke lade dig afskrække af mit handicap!

Med venlig hilsen, Sarah Glerup


PS. Og hvis du brænder efter at stille et konkret spørgsmål om mit handicap, og hvad det betyder - eller hvis du vil spørge ind til mine politiske holdninger - så smid en mail: til elsark(snabela)ft.dk