Tanker og tegninger om spasser-gate

Siden jeg blandede mig i debatten om DR's programserie 'Danmarks lækreste spasser', har jeg modtaget adskillige perfide kommentarer. De kommentarer har jeg lavet tegninger ud af - og desuden har jeg skrevet om sprog-diskussionen i dagens Politiken. 








I tirsdags sluttede DR2’s programserie ”Danmarks lækreste spasser” med et stort opsat liveshow optaget i koncertsalen. Skarpe iagttagere vil bemærke, at denne sidste episode havde skiftet navn til ”Danmarks lækreste – med et handicap”. Dermed svarede DR tilsyneladende nej til det spørgsmål, de selv har sat på dagsordnen: må man kalde os, der har handikap, for spassere? 

Som én af dem, der offentligt har takket nej til spasser-kasketten, burde jeg vel være begejstret, men jeg føler mig mest af alt træt. For mig har det nemlig aldrig handlet om at lave en facitliste over rigtige og forkerte ord – det kan man ikke, for ord betyder forskellige ting i forskellige situationer – men om retten til at definere sig selv, også som minoritetsperson. Og hvis de sidste ugers debat har gjort noget klart, så er det, at den ret på ingen måde er vundet endnu.  

Jeg blandede mig tidligt via et åbent brev til seriens hovedperson, Mulle. Hun vil gerne tituleres spasser, og det skal hun selvfølgelig selv bestemme! Imidlertid blev Mulle ikke på egen banehalvdel, men dømte i programserien og i pressen de af os, der ikke vil kaldes spassere, for nogle ”pylrerøve”, der ”piver”. Samme prædikat gav hun transpersoner, der vil have deres køn respekteret. Dermed kobler Mulle sig på den trend, der går ud på at afvise politisk korrekthed og såkaldt krænkelseskultur. 

Trenden sparker per definition nedad, for den lægger altid skylden på den person, der bliver ked af det over eksempelvist at blive anråbt ”spasser” eller ”lebbe”. Vi skal jo bare lade være med at være sarte og krænkelsesramte. 

Hvordan kan minoriteter overhovedet sige fra?

Inden for den ramme bliver det utroligt svært at sige noget som helst kritisk, når man tilhører en (eller flere!) minoriteter. Det bliver svært blot at sige fra. 

Da jeg meldte ud, at Mulle har ret til at blive kaldt spasser, men at jeg og andre må have samme ret til at slippe for det, fik jeg således prompte hug. ”Du er jo i den grad selvstigmatiserende ved ganske uopfordret at kræve en offerrolle,” meddelte en læser på Jyllands Posten, og ærligt forstår jeg det ikke. Vejen til ikke at blive offer er vel netop at sige fra og sætte grænser? 

En anden anbefalede mig at få ”overskud til at få noget positivt ud af tilværelsen.” Det giver mig lidt præstationsangst i forhold til den her tekst: Burde jeg gøre den meget sjovere, så læseren ikke afskriver mig som tragisk, bitter krøbling? Problemet er bare, at det ikke er sjovt for mig, at mit nøgterne ønske om at blive tiltalt ’Sarah’ bliver mødt med tilbud om ”tudekiks” eller en bonusevaluering af mit udseende: ”Du er ikke en lækker spasser. Langtfra.” 

Gør jeg mig til offer ved at gengive perfide kommentarer her? Det vil dem, der råber krænkelseskultur nok mene. Personligt mener jeg, at problemet ligger hos dem, der har skrevet kommentarerne.  

Derfor er jeg heller ikke enig i programseriens pointe om, at den bedste måde at stoppe skolegårdsmobning med skældsordet ”spasser” er at tage det på sig og gøre det til en joke. Jeg synes egentlig hellere, man skal bede mobberne om at stoppe. Eksemplet med skolegården er ikke mit eget – det er ét, Mulle selv fremfører. Og det er ét, som DR2s programdirektør gentog i Radio 24/7.


DR aflyser vores ret til at definere os selv

Det bringer mig til spørgsmålet om DR’s rolle i debatten. Fra starten har DR tørret S-ordet af på Mulle. Det er hendes show og hendes valg, har det lydt på repeat. Men hvis DR virkelig mente det, hvorfor har de så ændret titlen på det sidste afsnit i programserien? Mulle har ikke skiftet mening, så konklusionen må blive, at det alligevel er DR’s ord og ikke hendes. De respekterer altså ikke Mulles ret til at definere sig selv – og de respekterer heller ikke min. 

Det blev skåret ud i pap, da DR’s Aftenshowet lod seerne stemme om, hvorvidt man må kalde mennesker med handikap for spassere. Så er retten til at definere sig selv definitivt taget fra os, det handler om, og lagt i hænderne på flertallet. Det føles – nu vover jeg at skrive det! – som et overgreb.

Er der slet ikke kommet noget godt ud af DR’s anstrengelser? Flytter programserien ikke fordomme ved at vise, at mennesker med handikap også kan gå op i udseende og have kærester og tage en uddannelse? Jo, hvis man tror, at vi altid sidder alene derhjemme og spiller videospil, så er det muligt, at DR2 får ens hjerne til at eksplodere. Den mere udbredte fordom om, at mennesker med og uden handikap er to forskellige racer, kommer serien desværre snarere til at cementere på to måder: 

For det første kategoriserer den vidt forskellige mennesker under samlebetegnelsen ”spassere”, som om handikap er vores definerende karaktertræk. Kun ud fra den logik kan det give mening at sende Mulle i Kongens Have, hvor hun spørger tilfældige mennesker, om de kunne falde for ”en handikappet”. Der er ikke én eneste i parken – og baseret på udvalget af klip heller ikke én eneste bag kameraet – der på noget tidspunkt overvejer, hvor absurd spørgsmålet er. Handikap er jo titusind forskellige ting! Det kan være muskelsvind eller høretab eller ordblindhed! Og mennesker er endnu mere forskellige. Hvordan kan nogen seriøst svare endegyldigt ja eller nej til, om de kan falde for en person med et handikap – med mindre vi er at betragte som endimensionale karikaturer? 

For det andet opstiller DR et hierarki, der forstærker skellet mellem ”spassere” og alle andre. Mulle bliver valgt fra til fordel for en kropskapabel vært, og heller ingen af tre dommere i liveshowet har synlige handikap, sådan som det kræves af deltagerne. Mennesker med handikap skal altså evalueres på baggrund af, hvor lækre, underholdende og inspirerende de virker på mennesker uden handikap. Retten til at evaluere – og definere – er solidt plantet hos sidstnævnte. Selvom én deltager med handikap vandt i programmet, har vi altså, som minoritet, tabt.


Når man ikke kan tale, må man tegne

Jeg indledte med at skrive, at jeg følte mig træt. Det gør jeg, fordi den her diskussion om, hvad andre skal kalde mig, på ingen måde er ny. Jeg skrev faktisk min allerførste kronik om netop dét i denne avis for 15 år siden i år. 

Dengang foreslog jeg, at hvis vi nu lod være med at putte hinanden i for eksempel spasser-kasser, så ville det nok blive lettere at se, at mennesker med og uden handikap ligner hinanden nok til at fortjene samme rettigheder og respekt. 

Det mener jeg sådan set stadigvæk. Jeg er bare ikke sikker på, at det er muligt gentage budskabet i dag uden at blive affejet som krænkelsesramt. Jeg er ikke sikker på, at det er muligt for mig at sige fra inden for de rammer, DR og Facebook-debattører har udstukket til mig. 

Derfor vil jeg holde kæft – og tegne i stedet for.