Ja, man kan have sex helt uden fantasi

I husker sikkert mine lyn-tegninger af, hvordan handikappede har sex. Åbenbart er der brug for kontinuerlig sexualundervisning til samfundet, så værsgo - I kan sende et læreræble som tak:



"Kan du overhovedet have sex?" spurgte en klassekammerat mig engang midt i en religionstime i 3.g. Jeg er blevet spurgt utallige gange siden - og vel at mærke aldrig som optakt til "...med mig?", hvor spørgsmålet måske kunne være relevant.

I de senere år er spørgsmålene blevet færre, og jeg tænkte naivt, at folk var blevet klogere. Men åbenbart er det kun, fordi jeg nu om dage omgås de kloge - alle andre spørger simpelthen mine venner i stedet for?!
"Kan hun have sex?" var første spørgsmål fra en flok voksne højskoleelever, da de fandt ud af, at deres lærer var veninde med mig. Det var også første spørgsmål fra en folk læger - en flok færdiguddannede læger! - da de fandt ud af, at deres praktikant var hjælper for mig. 

Det her er bare inden for den sidste måned!

Så selvom jeg fandeme ikke gider at lege Spørge Jørgen om mit sexliv, så gør jeg det én sidste gang.
Jeg gør det for alle jer derude, der ikke kan gøre for, at jeres seksualundervisning i 7. var normativ. For jer, der ser uopfindsom porno. For jer, der fremover ikke behøver at spørge mig eller mine venner - med mindre I rent faktisk er ude på at score mig.